Når du kontakter mig, aftaler vi hvor og hvornår vi skal tage dine billeder. Vi skal også tale lidt om, hvilken type billeder du ønsker dig, og hvad de skal bruges til. Hvis du har set nogle inspirerende billeder, kan du sende mig nogle eksempler, så jeg har en fornemmelse af, hvad det er, du gerne vil. Måske har du et særligt sted, du gerne vil have taget billederne.
Hvad skal billederne udstråle, og hvilket indtryk vil du gerne give? Det er min erfaring, at “roligt” tøj fungerer bedst på billeder. Striber, terner, blomster og kraftige røde farver bliver nemt for dominerende. Ensfarvet tøj i naturlige farver fungerer bedst, synes jeg. Men alt det taler vi mere om, når vi planlægger dine billeder. Hvis vi planlægger familiebilleder, fungerer det rigtig godt, hvis jeres tøj passer sammen. I skal ikke være ens, men farverne skal være pæne sammen og gerne passe lidt til omgivelserne.
Jeres aftale med mig bekræftes ved, at I betaler et depositum på 2.000 kr. – og dagen er endeligt booket, når jeg har modtaget dette.
Hvis vi skal lade os inspirere af nogle billeder, I har set, så send mig gerne et link til fx en Pinterest opslagstavle.
Hvis der er nogen som helst ændringer i tidsplanen, er det vigtigt, at jeg får besked i god tid, så jeg møder op det rette sted og på det rette tidspunkt. (Jeg HAR prøvet at møde op i den forkerte kirke, fordi parret havde glemt at give mig besked – det er slet ikke fedt at komme stæsende i sidste øjeblik uden at være helt sikker på det nu er den rigtige fest jeg er kommet til!)
Det er en god ide at have allieret sig med en veninde eller et par, som kan tage med, når vi skal lave jeres bryllupsportrætter. Der er altid brug for et par ekstra hænder til at holde en taske, eller medbringe lidt at drikke, et par ekstra sko, en klud til at fikse en plet – eller noget andet praktisk.
Hvis jeg er med jer hele dagen, har jeg også brug for lidt at spise og drikke.
Og husk endelig, at enhver idé eller (næsten) ethvert ønske til billeder I har, vil jeg gerne forsøge at lave til jer.
Det er nemmest at fotografere spædbørn inden for den første uges tid.
Hvis du har set nogle billeder, som du er blevet inspireret af, vil jeg gerne se dem for at få en fornemmelse af, hvilken type babybilleder du har lyst til, at vi skal tage.
Hvis du har nogle særlige legesager, tæpper eller trøjer, som bedstemor har strikket, som skal med på billederne, så tag det endelig med.
Når vi fotograferer børn, handler det først og fremmest om ro, tillid og tid. Det hele går meget nemmere, hvis barnet er veludhvilet – og hvis vi undgår stress og forventninger fra start. Små børn skal have lov til at se mig an, og det gør vi bedst ved at tage os god tid. Måske starter vi med at lege lidt, kigge os omkring, eller tage et par fjollede billeder af mor og far. Det plejer at løsne stemningen.
Det er som regel bedst, hvis det er mig, der kommunikerer med barnet under fotograferingen. Hvis både forældre og jeg instruerer på skift, kan det hurtigt blive forvirrende – og så er det ikke sjovt længere. Og sjovt skal det være! Det er dér, vi får de bedste billeder.
Og en lille bøn herfra: omtal mig ikke som “damen” og brug mig ikke som en trussel (“hvis du ikke gør dit og dat, så bliver damen sur”) – for nej, det gør jeg ikke, og det hjælper heller ikke. Jeg vil bare gerne være en tryg voksen, som barnet kan stole på.
I må meget gerne medbringe skiftetøj, snacks og noget at drikke – bare for en sikkerheds skyld. Tøj må også gerne være koordineret. Læs gerne mine generelle tips til tøjvalg i toppen af denne side. Men vigtigst af alt: barnet skal føle sig godt tilpas.
Vi taler sammen om, hvad der fungerer bedst for netop jeres barn – og vi giver det tid. Der er ingen krav om store smil på alle billeder. Nogle gange er det bare ikke den rette dag, og så er det også helt okay, at man ser lidt sur ud. For sådan er det også at være barn.