06 jul Chokolate Chip Cookies – almindelige og veganske
Jeg har lavet en gevaldig oprydning her på siden, og nu må jeg se, om jeg kan finde tid og overskud til at holde den vedlige med gode opskrifter og gode historier. Denne her opskrift er der dog en del der har spurgt efter, siden jeg slettede alle mine indlæg, så nu er den tilbage. Der er mange forskellige opskrifter på Chokolate Chip Cookies, men nedenfor finder du min yndlingsversion, og i parantesen de ingredienser du kan bruge, hvis du ønsker at bage den veganske udgave, som forøvrigt blev overraskende god, og (næsten) lige så lækker som originalen. Here goes:
Verdens (måske) bedste Chokolate Chip Cookies
Ingredienser:
120 gr sukker
140 gr farin
140 gr smør, stuetemperet (eller 140 gr. vegansk “smør” fx Smørbar fra Naturli’)
1 æg (eller æggeerstatning – i dette tilfælde hørfrø – 1 æg= 1 spiseskefuld blendede hørfrø og 3 spiseskefuld vand godt mikset sammen, så det har en gele-agtig konsistens. Man kan erstatte med andre ting – brug evt Google.)
240 gr hvedemel
1 tsk bagepulver
1/2 tsk natron
1 tsk salt
korn fra 1/2 stang vanille
150 gr 70% chokolade, grofthakket
Jeg kan godt lide at kagerne er lidt mere crunchy, så jeg erstattede lidt af melet med et par håndfulde blendede mandler. Det er altså et hit!!
Sådan gør du:
Pisk sukker, farin og smør sammen til en ensartet masse.
Tilsæt æg (eller erstatning) og pisk igen.
Bland mel, bagepulver, natron, blendede mandler og salt i en anden skål, og tilsæt melblandingen lidt efter lidt, mens der røres ved lav hastighed.
Rør til sidst chokoladen i dejen.
Læg dejen på køl min. 1 time – men gerne til dagen efter.
Hvis du gerne vil have rigtig store cookies deles dejen i 70 gr. stykker, som rulles til kugler inden de lægges på pladen. (efterhånden er jeg nået ned på at 40 gr. kugler er rigeligt store – men, men… det er jo en smagssag. Kagerne på billedet er vist ca. 60 gr./stk. På en almindelig bageplade kan der være 8.
Bag kagerne midt i ovnen ved 175 grader (over-undervarme – ikke varmluft til bagning!!) til de er som du kan lide dem.
16-18 min = let bløde til almindelige sprøde udenpå/bløde inden i. (det er superlækkert, hvis de skal spises på dagen, men hvis de ligger til næste dag, synes jeg bare de bliver lidt kedeligt-bløde.
Jeg kan bedst lide når de er helt sprøde, så jeg tror jeg bager mine op imod 20 min. Men hold øje med dem, for de skal være gyldne – ikke brændte.
De smager fuldstændig fantastisk!!! Og de kan godt holde sig i en kagedåse. Jeg tror den “kloge” version er, at de kan holde sig ca. 5 dage, men jeg har spist af mine (hvis der er flere tilbage) i flere uger efter bagning og der er de stadig bedre end købekager.
Men jeg advarer!! De er stærkt vanedannende og fuldstændig forrygende til en god latte!!!
Rigtig god fornøjelse og velbekomme!!
No Comments